Egoisme & negativitet

Har du nogensinde haft en person i dit liv du følte du kunne stole på? En du kunne snakke med hver dag, både i gode og dårlige perioder? En person der lyttet og ville dig det bedste? 

Hvis du kan nikke ja til ovenstående så du heldig. 

Jeg har stadig en del af de venner, men dette indlæg skal ikke handle om dem, de fortjener en anden titel og bedre tekst. 

Hvis du er en fast læser og har fulgt med siden slutningen af 2016. Så vil du måske genkende en rytme. 

For bag blogger facaden og mine mange glade billeder på de sociale medier, så har jeg siddet hver aften siden jul sidste år og prøvet at løse et af mine vigtigste venskaber – troede jeg. For hvad er der at kæmpe for, når en person bare er egoistisk, men sammentidligt heller ikke vil miste dig? 

Som jeg skrev tilbage i 2016 efter en fyr,  “…nogen personer er bare egoistiske, tænker kun på deres eget behov og skubber folk væk på vejen, for at få deres vilje.”

“Efter flere måneder hvor jeg ikke har kunne få et ord indført og fået skylden for alt, er det slut. Om jeg er glad? Nææ, jeg hader når tingene slutter dårligt, så man slet ikke kan snakke sammen mere. Det synes jeg er hårdt. For jeg så personen som en god ven, men som misforstod alt hvad jeg sagde til sidst, på grund af personens egne fejl.”

Teksten var første gang om en fyr jeg havde datet on and off i 1 ½ år. Dengang knuste han mig, så jeg ikke kunne sove et helt år efter. Denne gang er det med en af mine gode venner gennem tiden og så alligevel ikke. For med alle de timer jeg har brugt på hans ego, og med at prøve at løse de problemer han fik skabt via hans negative ord. Så bliver jeg alligevel i tvivl om han faktisk var det værd som ven.

Jeg går meget op i ærlighed og interesseren for hinanden. Derfor skriver og ringer jeg tit sammen med mine venner, hvis jeg ikke lige har mulighed for at ses med dem på grund af travlhed. Det er ikke lige alle der forstår mit behov for det og fair nok for det.

De sidste par måneder havde han absolut ingen interesse i hvad jeg lavet, nok mere interesseret i at jeg skulle spørge ind til ham. Følelsen af ligepulselig være ligegyldig og kun kunne skrive til mig, hvis det var negativt. Jeg ved jeg har det med at se det positive i folk. Bare kald mig naiv, men når personen faktisk har været der for mig i en længere periode og så senere ændre sig. Hvad skulle jeg gøre?

“Jeg ved, vi piger er gode til at kæmpe for venskaber, men sommetider er det en umulig opgave. Nogle folk skal man ikke kæmpe for. Man ender med at såre sig selv. Forhåbentligt indser de en dag, at de begik en fejl, men for mig er det slut.”

Som du måske kan fornemme, er dette ikke første gang for mig. Begge episoder minder utrolig meget om hinanden og de overlappende faktisk også hinanden. Denne gang ved jeg præcis hvor det hele faldt til jorden.