En måned med lejligheden

Første uge i Malaga #2 – Gibraltar og Caminito del Rey

Læs også: Første uge i Malaga # 1 – ferielejligheden

Gibraltar

Selvfølgelig skulle vi en tur til Gibraltar, den gamle britiske koloni, der ligger på det Sydvestligste punkt i Europa på den Iberiske halvø. For at komme ind i Gibraltar, skal man passere landingsbanen i lufthavnen, og man SKAL have sit pas med. Gibraltar er kendt for den store kalkklippe, the Rock, der er op til 426 m høj og hvor en af de helt store turistattraktioner er de vildtlevende berberaber, som lever på klippen. Man kan kun komme op på toppen af klippen ved at gå, tage kabelbanen eller leje en taxa/købe en guidet tur. Vi valgte at købe billetter til kabelbanen samt til naturreservatet. Selvom vi havde billetter med fast track, stod vi i kø i mindst 45 minutter.

Når man kommer op med kabelbanen, ankommer man til en platform, hvor man har en fantastisk udsigt over The Rock, Nordafrika og Middelhavet. Aber går frit rundt på platformen, så man får hurtigt oplevet dem på nært hold.

Fra platformen kan man se ud på naturreservatet, hvor der er endnu flere aber. Vi havde fået at vide at aberne var ret nærgående, og at de især gik efter personer med rygsække og store tasker. Det oplevede vi også da en pige, der gik rundt med en rygsæk blev overfaldet af en abe, der kravlede op på ryggen af hende og flåede hendes rygsæk op og begyndte at lede efter mad. Pigen og hendes veninder gik i panik og begyndte at slå på aben for at få den ned. Det hele virkede ret voldsomt, da aben bare ikke ville give slip.

Aberne var nu meget søde, selvom jeg det meste af tiden var bange for, at en abe skulle få gode idéer og hoppe op på mig. Det skete heldigvis ikke for os, men flere andre på stedet.

På naturreservatet er der over 70 km naturlige og kunstige huler og tunneler, der går ind i klippen. Vi var blandt andet i St. Michael’s Cave, som er en stor og flot drypstenshule. Ikke for at brokke mig, men så var det nok det mest behagelige sted på turen. Udenfor var der over 35 grader og fuld sol. I grotten var der dejlig køligt og der var siddepladser, da der bliver afholdt koncerter. Desværre så bliver den lidt kunstig at se, da den er oplyst af lys i skiftende farver op, så det nærmest ligner et diskotek. Men flot var den med alle de mange tapper ned fra loftet.

Da vi var kommet ned med kabelbanen igen, gik vi gennem Gibraltar by, hvor vi så de gamle røde britiske telefonbokse. Faktisk ligger der også noget dansk. Man kan nemlig besøge en Jyske Bank lidt endnu.


Caminito del Rey

Tilbage i april måned bestilte vi billetter til vandrestien Caminito del Rey. Caminito del Rey ligger i bjergene en times køretur fra Malaga. Her går man i det smukke landskab i 100 meters højde over dybe slugter. Den smalle bro- og gangsti går gennem bjergpasset med klippevægge, der er op til 400 m høje. Det giver et sug i maven, både når man kigger op og ned, for man kan se direkte ned flere steder. Vandrestien blev genåbnet i 2015 efter flere års renovering, da den tidligere sti var for farlig og nedslidt. Den nye vandresti løber oven over den gamle, og man se den gamle sti nedenunder den nye. Ret vildt at tænke på hvordan den er blevet bygget i sin tid. Helt klart en oplevelse jeg vil anbefale, men man skal være hurtig og bestille billetter i god tid, for de bliver hurtigt udsolgt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En måned med lejligheden