12-tals pigen

Du kan måske ikke se det, men jeg er en af dem. (12-tals pigen)

Da jeg gik på medieskolen tilbage i 2015 skulle vi lave en udstilling med emnet iscenesættelse. Min gruppe og jeg havde svært ved at finde ud af hvad vores idé skulle være. Efter at have kastet mange idéer i luften, kom min lærer forbi og greb min idé om en mannequindukke.

Idéen var at male en mannequindukke i lyse farver foran og sort på ryggen med en masse hvide negative ord. På forsiden med de lyse farver skulle mannequindukken dækkes af klare glasstykker. Ansigtet på mannequinen skulle dækkes af små spejlstykker, som skulle danne en maske, som man kunne spejle sig selv i. I loftet over manneguindukken hang en masse plastisk hænder i hvide og sorte farver. På en væg havde vi hængt nogle billeder af ansigter, hvor personerne havde fået malet sorte streger i ansigtet.

Hele projektet kaldte min lærer for “12-tals pigen”. Mange piger går rundt og ser “normale” ud og spejler sig selv i hinanden for at være perfekte. Når de så er alene derhjemme på værelset, stiger alt dem til hovedet og alle deres følelser kapper over. Den ellers så perfekte pige, bliver pludselig så uperfekt i hendes eget hoved. Hun føler sig alene, bange og usikker. Billederne på væggen symboliserede at det er alle, der kan have det sådan og at man ikke altid kan se, når en person har det sådan. Hænderne fra loftet symboliserer en form for berøringsangst, og at man kan have svært ved at lukke folk ind.

Min lærer sagde flere gange at dukken mindede lidt om mig. Jeg kunne ikke selv se det på det tidspunkt. Dukken endte efter udstillingen inde i vores klasse med mit ansigt på, mest fordi jeg ikke kunne være der sidste skoledag og de ønskede jeg var der. Så det blev til et billede af mig på en mannequin. Haha, lidt sjov og sødt.

I dag kan jeg godt se ligeheden. Jeg er total perfektionist og vil kun have høje karakter i skolen. Jeg bliver slået helt ud, hvis jeg får under 7, for ikke at sige 7 i nogle fag. Omkring min blog skal alt også spille, så den hele tiden ser godt ud. Mit tøj og mit ydre skal helst være så udadvendt og imødekommende som overhovedet muligt. Det resulterer så i, at når jeg kommer hjem, er jeg træt og har jeg brug for at være “uperfekt” eller bare være alene.

Jeg ved der sidder mange, der kan genkende 12-tals pigen. Måske uden helt at være opmærksom på det, eller indrømme det for sig selv. Det tog mig også flere måneder at indrømme. Jeg tror bare det er vigtig, at man ikke prøver være noget, som man ikke er og kunne stå ved sine beslutninger.

Hvis I er interesseret så er der en video fra projektet herunder. Jeg endte med at give et interview i Lyngby-Taarbæks lokalavis “det grønne område”, hvor billeder af mannequindukken og holdet bag kom med.

Videoen er blevet klippet efter jeg stoppede på medieskolen. Mannequinen stod i klassen et halvt år efter jeg stoppede, hvorefter min lærer valgte at “begrave” dukken. Hovedet står stadig i klassen som et minde. Videoen blev lavet til ære for det flotte projekt og “12-tals pigen”.