Inspiration til hjemmetræning? Mød min moster

På troldejagt efter de glemte kæmper

Teddy Venlig – Høje Taastrup – Hakkemosen 

I denne tid med Corona lockdown kan vi heldigvis stadig nyde naturen. Det benyttede jeg mig af i fredags, hvor jeg sammen med min mor og bror, tog på troldejagt efter de glemte kæmper på Vestegnen.

I forbindelse med Vestegnens Kulturuge i 2016 byggede kunstneren Thomas Dambo 6 kæmper af genbrugstræ, som står ‘gemt’ ved skov, sø og bakketop på udvalgte steder på Vestegnen. Det er ligesom at tage på skattejagt, hvor skatten i dette tilfælde er de glemte trolde. Troldene er ret godt gemt, og de fleste af dem skal man vide hvor er, ellers går man lige forbi dem.

Den første trold vi gik på jagt efter var Teddy Venlig. Han befinder sig i Høje Taastrup ved Hakkemosen. Trolden var nem at finde, da bladene ikke var sprunget ud på træerne, så man kunne se ham fra stien, som vi fulgte fra parkeringspladsen. Jeg synes det er godt fundet på, at hans arm danner en lille bro, så man kan komme over den lille å ved søen.

Thomas på bjerget – Albertslund – Kongsholmparken

Thomas på Bjerget var lidt svær at finde, da man lige skulle finde ud af hvor på bjerget han lå. Vi gik op af bjergets mest stejle side, og kunne ikke få øje på ham. Først på vejen ned og på en anden sti, kunne vi skimte ham mellem træerne. Det hjalp også at vi kunne høre stemmer fra andre, der var inde ved ham, så her ligger Thomas på bjerget i Albertslund og kigger over Kongsholmparken.

Lille Tilde – Vallensbæk – Vallensbæk mose 

Lille Tilde er nok den sødeste af de 6 trolde. Hun befinder sig i Vallensbæk i området ved Vallensbæk mose. Der var ret mange mennesker, der benyttede det gode vejr til at gå tur ved Vallensbæk mose, og ikke alle var gode til at holde afstand i denne tid med Covid 19 smitterisiko. Mange var familier med børn i større flokke. Heldigvis gik mange lige forbi den lille skov ved søen, hvor vi fandt Lille Tilde. Hende skal man i hvert fald vide hvor er, medmindre man er ude at sejle på søen. Jeg har familie i nærheden, og næste gang jeg besøger hende, må vi lige en tur forbi Lille Tilde, når vi lufter hund.

Oscar under broen – Ishøj – Ishøj Strandpark 

Den sidste trold vi nåede at se på vores tur, var Oscar Under Broen, som befinder sig under en bro ved Ishøj Strandpark. Hvis man ikke ved han er der, kan man let gå lige forbi, da det kun er håret der stritter lidt op. Han var også den af troldene, der var sværeste at tage billeder af og med. Han minder mig om historien om De tre Bukke Bruse, hvor trolden vil spise de tre gedebukke, der skulle over broen til det grønne græs. Oscar ser nemlig ret uhyggelig ud med de store tænder.

 

Alt i alt synes jeg, det er en skøn god idé med troldene rundt omkring på Vestegnen. De pynter og giver en lyst til at gå på opdagelse i naturen. Det skulle man gøre flere steder. Ikke at det behøver at være trolde, for det kunne også være andre skulpturer i genbrugsmaterialer fra naturen. Genial idé. Jeg nåede desværre ikke at se Bakke Top Trine i Hvidovre og Sovende Louis i Rødovre. Det må jeg have til gode. Inspirationen til en god tur i naturen er hermed givet videre, hvis I har tid til overs i denne tid.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til hjemmetræning? Mød min moster