Forårs sneakers

10 ting jeg savner ved det “normale” liv

Nu har jeg gået længe nok hjemme, hvis det står til mig. Mine kollegaer på hovedkontoret i SPORTMASTER er så småt begyndt at komme tilbage, og butikchefen i ONLY er tilbage i butikken med hjælp fra en elev fra en anden butik. Jeg sidder stadig derhjemme med lønkompensation og venter på besked om, at jeg må komme på arbejde igen. Jeg ved stadig ikke, om der går 2 dage eller 2 uger eller endnu længere tid, før jeg er tilbage på jobbet.

Heldigvis har vejret været utrolig godt og jeg har kunne nyde det fra altanen / fælles haven til min lejlighed eller ved at gå en tur. Jeg har samlet en liste over det, jeg savner mest ved mit normale liv. Listen er ikke i prioriteret rækkefølge.

 

At arbejde
Lige nu føler jeg det er weekend hver dag, og efter 5 uger hjemme savner jeg at stå op om morgenen og vide at jeg skal på arbejde på kontoret eller i butikken. Ligesom jeg savner at snakke med mine kollegaer på begge jobs.

At ses med veninder og venner
Jeg savner selvfølgelig at mødes med mine venner og veninder. Jeg har dog set et par stykker på det seneste på nogle gåture, og en kop kaffe i det fri.

At ses med hele min familie
Udover mine forældre og bror har jeg ikke set min familie siden jul. Det er altså 5 måneder siden! Tror aldrig der er gået så lang tid imellem, vi har set hinanden. Jeg håber det snart bliver muligt at samles til fødselsdage, i sommerhuset og andre familiearrangementer.

At kunne lave planer
Kender man mig, så ved man også at jeg elsker planlægning, og kunne se i kalenderen, hvad jeg skal og hvornår. Lige nu er det svært at vide om ens planer holder, eller hvad der kommer til at ske i fremtiden. Jeg håber jeg kan holde fødselsdag i maj, men aner ikke om det bliver en mulighed. Det samme gælder min sommerferie til Compéta i Spanien.

At træne i fitness
Selvom jeg er begyndt at løbe igen og elsker den form for træning, så savner jeg også at kunne træne med min veninde i fitnesscentret, hvor vi træner med vægte og andre øvelser, der kræver plads og udstyr. Spændende at se hvornår fitnesscentret åbner igen.

At tage på shoppingtur
Storcentrene har stadig lukket og mange butikker på Strøget har også stadig lukket, så indtil videre giver det bedre mening at begrænse shoppingturen til de lokale butikker eller nettet, men derfor kan man jo godt drømme om en rigtig shoppingtur med cafébesøg og måske en tur i biografen.

At tage i Tivoli
Jeg havde helt sikkert været en tur i Tivoli i påsken, hvis der havde været åbent. Jeg synes det er så hyggeligt at se de flotte udsmykninger og blomster i parken og er trofast gæst til alle sæsoner i Tivoli.

Tage ud og spise
Alle sushi restauranterne har midlertidigt lukket i den by, jeg bor i, også for take-away. Jeg savner at kunne tage ud og spise med mine veninder efter en shoppingdag eller efter arbejde.

Ikke bekymre mig om afstand og håndsprit
Jeg glæder mig til, at jeg ikke skal bruge håndsprit hver gang jeg går ud af min hoveddør, og skal et sted hen. Mine hænder gider snart ikke mere håndsprit, selvom det sikkert er en vigtig ting mange måneder eller år frem. Ligeså tanken om at skulle holde afstand til alt og andet.

At have en rigtig hverdag med normale rutiner
Sidst men ikke mindst, så savner jeg at have en normal hverdag med mine normale rutiner. Dagene flyder lidt ud i hinanden, og jeg glemmer lidt at spise på normale tidspunkter, og spiser kun når jeg er sulten, og afhængig af hvor aktiv, jeg har været. I øjeblikket ender det ofte med, at jeg først spiser aftensmad ved 20-21 tiden, og det er altså en dårlig vane.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forårs sneakers