Derfor løber jeg

Jeg elsker at træne, men det gjorde jeg bestemt ikke før i tiden. Jeg har altid dyrket en form for sport. I starten var det dans, så håndbold, svømning, zumba, yoga, batminton, spinning og dans igen. Jeg har været glad for at dyrke sport, men efter et par år, må jeg indrømme det blev kedeligt. Det har taget mig mange år at finde ud af, hvad min træningsform skulle være. Det var først, da jeg fik revet mit bagerste korsbånd over og jeg ikke kunne gå ordentligt i mange måneder, at jeg fik lyst til at træne igen, selvom jeg ikke rigtig måtte. På min efterskole havde vi morgenløb, hvor jeg først efter et halvt år kunne være rigtig med. Det gav mig blod på tanden. Jeg blev glad for at løbe, fordi jeg ikke måtte. Ikke nok med det, så kunne jeg løbe langt på en god tid. Det er en træningsform, hvor jeg er dejlig uafhængig. Jeg kan altid løbe, det kræver ikke et hold eller en sportshal. Det bedste er, at jeg kan løbe i naturen selvom det regner, sner eller solen bager ned. Jeg bestemmer selv tid og sted. Det giver en kæmpe frihed for mig.

Siden hen er løb blevet en meditation for mig. Jeg bruger løb til at få samlet tankerne og til at fokusere på mine mål. Faktisk kan jeg slet ikke løbe til hurtig pop musik. Jeg skal høre rolige sange der enten er triste eller handler om kærlighed. På den måde kan jeg løbe hurtigt og langt, uden at skulle tænke for meget. Man må jo finde sin egen metode, for at holde sporten ved lige.